Kaffe & livstil

 

I mange undersøgelser viser det sig, at kaffe indgår som en del af en usund livsstil. Sådanne undersøgelser kan f.eks. vise, at hvis en person både ryger, spiser usundt, drikker kaffe og er inaktiv, så stiger risikoen for knogleskørhed. Det skabte i nogle år forvirring om betydningen af kaffe, da det umiddelbart kunne se ud til, at kaffe var usundt. Men forskerne er dygtige og kan ved hjælp af statistik isolere de forskellige faktorer i livsstilen.

Det har ført frem til en erkendelse af, at det ikke er kaffen i sig selv, der er usund. Det er den øvrige livsstil, som mange kaffedrikkere (i hvert fald kaffedrikkere før i tiden) valgte. Mange rygere drikker meget kaffe, så det kan i undersøgelser let komme til at se ud som om, at kaffe også er usundt. Men det er altså kun tobakken, der er skadelig for helbredet.

Derfor har der i flere sammenhænge gennem tiden opstået et misvisende billede af kaffe som risikofaktor for udvikling af sygdom. Da det jo ikke er en naturlov, at man skal leve usundt på andre punkter, når man drikker kaffe, så kan man sagtens kombinere et moderat kaffeforbrug med en i øvrigt sund livsstil.