Kaffe og type 2 diabetes

 

En svensk undersøgelse har for nylig vist, at personer med et stort kaffeforbrug har en nedsat risiko for type 2-diabetes. Forskerne undersøgte knap 8000 personer og sammenkædede forskellige livsstilsfaktorer med risikoen for type 2-diabetes og forstadiet til type 2-diabetes (nedsat glukose-tolerance). Mænd, der drak 5 eller flere kopper kaffe om dagen, havde 55 % lavere risiko for type 2-diabetes sammenlignet med mænd, der drak 2 eller færre kopper kaffe om dagen. Risikoen for forstadiet til type 2-diabetes var 37 % mindre. Kvinder, der drak 5 eller flere kopper kaffe om dagen, havde 73 % lavere risiko for type 2-diabetes sammenlignet med mænd, der drak 2 eller færre kopper kaffe om dagen. Risikoen for forstadiet til type 2-diabetes var 53 % mindre. Undersøgelsen fandt en omvendt sammenhæng mellem insulinresistens (den fundamentale årsag til type 2-diabetes) og kaffeforbrug. Det så altså ud til, at kaffe ved at forbedre insulinfølsomheden virker forebyggende overfor type 2-diabetes. (1)

En endnu større amerikansk undersøgelse fulgte knap 41.934 mænd og 84.276 kvinder fra 1980 til 1998. Deltagernes kaffeforbrug blev registreret via spørgeskema hvert 2.-4. år. Forskerne fandt en omvendt sammenhæng mellem kaffeforbrug og risikoen for at udvikle type 2-diabetes. Risikoen faldt med stigende kaffeforbrug. Den laveste risiko fandt man hos de personer, der havde det største kaffeforbrug: 6 eller flere kopper kaffe om dagen var forbundet med 54 % lavere risiko hos mænd og 29 % lavere risiko hos kvinder. Koffeinfri kaffe var også forbundet med nedsat risiko for type 2-diabetes. Mænd, der drak mindst 4 kopper koffeinkaffe om dagen, havde 26 % lavere risiko, mens kvinder med tilsvarende forbrug havde 15 % lavere risiko. Det samlede indtag af koffein fra alle kilder var forbundet med signifikant nedsat risiko for at udvikle type 2-diabets hos både kvinder og mænd. Forskerne konkluderer, at langvarigt kaffeforbrug er forbundet med statistisk signifikant lavere risiko for type 2-diabetes. (2)

En hollandsk undersøgelse viste for få år siden tilsvarende resultater. 17111 mænd og kvinder deltog i undersøgelsen, og de blev fulgt i i alt 125774 personår. Et forbrug på mindst 7 kopper kaffe om dagen var forbundet med en halveret risiko for at udvikle type 2-diabetes sammenlignet med dem, der kun drak 2 eller færre kopper kaffe om dagen. (3)

I alle undersøgelserne havde forskerne taget højde for de andre livsstilsfaktorer, der kan påvirke risikoen for type 2-diabetes for at nå så tæt på den selvstændige effekt af kaffe som mulig.

Videnskabelige referencer:

  1. Agardh EE, Carlsson S, Ahlbom A, Efendic S, Grill V, Hammar N, Hilding A, Ostenson CG. Coffee consumption, type 2 diabetes and impaired glucose tolerance in Swedish men and women. J Intern Med. 2004 Jun;255(6):645-52.
  2. Salazar-Martinez E, Willett WC, Ascherio A, Manson JE, Leitzmann MF, Stampfer MJ, Hu FB. Coffee consumption and risk for type 2 diabetes mellitus. Ann Intern Med. 2004 Jan 6;140(1):1-8.
  3. van Dam RM, Feskens EJ. Coffee consumption and risk of type 2 diabetes mellitus. Lancet. 2002 Nov 9;360(9344):1477-8.