Dyrkning

 

Kaffeplanten er en tropisk plante. Den er temmelig sart og kræver høje temperaturer året rundt, ikke for megen sol, rigeligt med næring, en del regn (helst 1000-1500 mm pr. år) og absolut ingen frost. Det skal helst regne i vækstperioden, ikke under blomstringen og høsten, hvis planten skal give et ordentligt udbytte. Kaffen trives bedst i 500-2000 meters højde.

Kaffetræet gror kun i det tropiske klimabælte omkring Ækvator. Ca. 70 lande dyrker kaffe: Fra Brasilien i vest til Indonesien i øst. Kaffebærret er en stenfrugt på størrelse med et kirsebær men har form som en blomme.

Inde i det saftige, røde frugtkød ligger to kaffebønner, omgivet af et glukoselag og en hård pergamenthinde, der hindrer bønnerne i at tørre ud under en eventuel tørkeperiode. Hver enkelt bønne er beskyttet af endnu et lag, det såkaldte Silverskin, som først forsvinder ved ristningen.