Da kaffe bliver dyrket i mere end 60 lande, høstes der kaffe hver dag året rundt, et eller andet sted i verden. Det lokale høsttidspunkt er afhængigt af, om kaffeplantagen ligger nord eller syd for ækvator, af kaffesortens blomstringstid og modningsperiode samt af jordbundsforhold, klima og højde.
Den mest enkle høstmetode består ganske enkelt i, at arbejderne samler de modne bær op efterhånden, som de falder ned fra træerne. Nogle steder lægger man store sivmåtter under træerne for at hindre at bærrene blandes med jord, sten, majs o.l. Derefter rystes træerne, eller arbejderne slår på dem med lange stokke, således at de modne bær falder ned. Disse metoder kræver at bærrene renses meget omhyggeligt for småpartikler, og det er både langsommeligt og hårdt.
Håndplukning af bærrene er den bedste og mest udbredte metode, idet den sikrer en høj og ensartet kvalitet. På mange kaffeplantager plukkes de modne, røde bær, i takt med at de modnes. Men det er langsommeligt og svært, fordi de modne og de umodne bær sidder tæt sammen i klaser. Mange plantageejere foretrækker at lade arbejderne plukke samtlige bær på et træ i én arbejdsgang ? både de modne røde, og de grønne, umodne.
Afhængigt af metoden kan en dygtig arbejder plukke omkring 90 kilo kaffebær om dagen. Det svarer til ca. 13,5 kilo ren kaffe.