Kaffeplanten er en sart vækst, som er meget modtagelig overfor udsving i temperaturen, for lidt eller for meget nedbør, insektangreb og plantesygdomme. Derfor kræver kaffeplanterne konstant tilsyn og pleje. Der sprøjtes, gødes og luges for ukrudt, men alligevel går det ofte galt.
Græshoppesværme, borebiller og bladtæger kan volde store ødelæggelser på en kaffeplantage. Flokke af sultne fugle kan på forbløffende kort tid fortære enorme mængder af de modne kaffebær. Ja selv aber kan hærge og rasere i en sådan grad, at en hel høst kan gå tabt på få dage.
Svampesygdomme, som f.eks. "kafferust", kan true plantagens - ja hele landets - eksistens. Helt galt gik det på Ceylon i midten af 1800-tallet. I løbet af to årtier slog svampesygdommen "Ceylon leaf disease" samtlige kaffetræer på øen ihjel. Det er årsagen til, at Ceylon i dag udelukkende satser på the-produktion.
For lidt eller for megen nedbør kan svække og dræbe store arealer med kaffeplanter. Således slog langvarig tørke i 1985 over 60% af Brasiliens kaffetræer ihjel.
Århundredets værste frostkatastrofe indtraf den 17. juli 1975 i Brasilien. På en enkelt nat frøs mere end halvdelen af landets kaffetræer ihjel.