Lav din egen kaffeplante

 

Udstyret med nogle uristede bønner, der stadig har deres silverskin intakt, samt en engels tålmodighed, kan det selv på vores breddegrader lade sig gøre at dyrke "stue-kaffe".Samtidig får du et meget godt indblik i, hvor arbejdskrævende det er at drive en kaffeplantage.

Du gør sådan her:

Bønnerne lægges i vand i et døgns tid. Plant derefter hver bønne i sin egen potte med blomsterjord, gerne blandet op med lidt sand. Det er vigtigt at bønnen lægges med "sprækken" nedad. Dæk med ca. 1 cm. jord og tryk forsigtigt jorden sammen om bønnen. Krukken placeres varmt og solrigt og dækkes med et kaffefilter eller en plastpose med ventileringshul foroven. Vær opmærksom på, at temperaturen skal være den samme hele tiden. Træk og kulde kan få fatale følger!

Efter 8 - 10 uger begynder bønnen at gro og efter yderligere nogle uger kommer selve bønnen til syne. Rør den ikke! Af bønnen udvikles to kimblade. Husk lidt gødning nu og da - og regelmæssig vanding.

Efter et år skulle planten have udviklet flere parvise blade og have nået en højde af mindst 10 cm. I løbet af nogle år og en til to beskæringer begynder planten at udvikle blomster og bær.